Den økonomiske registreringsramme

Registreringsrammer er den infrastruktur, der anvendes til at skabe sammenhæng mellem institutionens forskellige data. Den økonomiske registreringsramme strukturerer institutionens økonomiske data og danner dermed grundlaget for at sikre sammenhænge i økonomistyringen.

registreringsramme som styringsværktøj

Registreringsrammen som styringsværktøj

Den økonomiske registreringsramme organiserer data i institutionens budget- og regnskabssystemer ud fra en række dimensioner og dimensionsværdier. Hvis registreringsrammens dimensioner tager udgangspunkt i institutionens konkrete styringsbehov, kan det understøtte en effektiv anvendelse af de fællesstatslige administrative økonomi- og rapporteringssystemer, samt bidrage til institutionens økonomistyring. Registreringsrammen kan med fordel sammentænkes på tværs af institutionens systemer, både de faglige og økonomiske.

Registreringsrammer kan designes på flere måder afhængigt af institutionens styrings- og rapporteringsbehov, og afhængigt af hvilket system registreringsrammen hører til. Økonomistyrelsen anbefaler i udgangspunktet, at registreringsrammen designes multidimensionelt. Det har den fordel, at registreringer kan kombineres på tværs af dimensioner, som vist i figuren nedenfor. I publikationen registreringsramme som styringsværktøj kan du læse om, hvordan I designer en registreringsramme, der understøtter jeres styringsbehov.

Nedenstående figur illustrerer den multidimensionelle registreringsramme.

Dimensionerne i den økonomiske registreringsramme

For den økonomiske registreringsramme er der krav om anvendelse af en række obligatoriske dimensioner. De obligatoriske dimensioner er henholdsvis; delregnskab, indkøbskategori og FL-formål. Derudover anbefales det, at dimensionerne sted, aktivitet og projekt anvendes. For nogle institutioner, vil der desuden være behov for at anvende lokale dimensioner til at understøtte lokale styrings- eller rapporteringsbehov eksempelvis kan der være behov for at anvende en it-system-dimension. Du kan læse mere om den økonomiske registreringsramme og dens dimensioner i publikationen den økonomiske registreringsramme.

Det er en fordel, hvis registreringsrammer er simple og ensartede på tværs af systemerne, da det giver mulighed for at sammenstille data på tværs. Det kan forbedre muligheden for at opnå overblik over data og giver ligeledes mulighed for at handle på styringsrelevant ledelsesinformation i institutionen.